Erindringer om lys

Lys kan forandre et sted.

Det kan få former til at træde frem, opløse sig igen eller stå tilbage som spor. Et tårn, en klippe, en åbning, en by der måske findes - eller måske kun huskes.

I denne serie bevæger malerierne sig mellem landskab og arkitektur, mellem det genkendelige og det forestillede. Nogle former står tydeligt, andre vokser frem af lagene og forsvinder næsten igen.

Gul, okker og gyldne toner møder kølige blå, grå og violette nuancer. Farverne skaber rum, dybde og skiftende stemninger: sol, varme, skygge, dis og begyndende mørke.

Billederne er ikke malet efter bestemte steder. Alligevel kan de vække minder om noget set eller oplevet: klippebyer, slotte, mure, huler og landskaber gennemlyst af en lav sol.

Serien kredser om det øjeblik, hvor lyset ændrer det, vi ser.

Når det bryder frem.
Når det bliver hængende.
Når det svinder.

Og når et sted fortsat bærer en erindring om lys.

Slotte af glas og sten

1 m x 1 m, akryl og tusch på lærred

Dette billede startede jeg på under corona, og det er inspireret af Ærø-serien.
Men det tog en drejning i august 2025, og kombinerer i dag det meget drømmende og maleriske landskab med et mere grafisk udtryk.

I Slotte af glas og sten står strukturen tydeligt frem – som noget bygget, lag for lag. Flader og former ligger oven på hinanden, som fragmenter af noget, der både er i opbygning og opløsning.

De mørke, lodrette spor trækker billedet nedad. Som regn. Som tyngde. Som noget, der ikke kan holdes tilbage.

Samtidig er der lys i de gyldne og lyse partier – noget åbent, næsten skrøbeligt, som bryder igennem de mørkere lag.

Billedet balancerer mellem kontrol og slip.
Mellem det, vi forsøger at forme – og det, der alligevel løber.

Pris: 6.500 kr

Et sted lyset husker

40 cm x 40 cm, akryl og tusch på lærred

Maleriet er opstået direkte i farve og bevægelse. Jeg begyndte uden en fast struktur og lod de lilla, blå og varme gyldne toner finde deres egne forbindelser.

Undervejs samlede billedet sig i felter, linjer og forskydninger. Noget begyndte at ligne mure, klipper eller huler - spor af et sted, uden at stedet blev entydigt.

Det maleriske møder det grafiske. De mørke linjer afgrænser og forbinder på samme tid. Former gentager sig, brydes op og fortsætter ind i hinanden.

Lyset falder ikke bare ind over billedet. Det synes at komme indefra, som noget der stadig findes i væggene og sprækkerne.

Et sted, der måske ikke kan lokaliseres.

Men som lyset husker.

Pris: 3.000 kr

Når lyset bryder frem

60 cm x 60 cm, akryl på lærred

Maleriet begyndte i et mere stramt og grafisk formsprog. Mørke linjer og afgrænsede felter skabte en tydelig struktur.

Men undervejs fik jeg lyst til at løsne grebet. Jeg malede hen over dele af strukturen, lod grænserne blive mindre tydelige og gav farverne mere plads til at bevæge sig ind i hinanden.

Det gule lys bredte sig. Blå, grå og violette spor blev stående som skygger, åbninger og rester af noget, der lå nedenunder. Billedet blev mindre fast og mere atmosfærisk - som et landskab, der først langsomt bliver synligt.

Processen kom til at handle om ikke at definere for hurtigt. Om at lade noget opløses, så noget andet kunne træde frem.

Lyset bryder ikke igennem ét bestemt sted.
Det vokser frem over hele fladen.

Pris: 4.000 kr


Efterklang

40 cm x 40 cm, akryl  på lærred

Maleriet begyndte som en stram komposition med tydelige linjer og afgrænsede felter.

Så fik jeg lyst til at åbne det - ligesom med Når lyset bryder frem. Jeg malede hen over dele af strukturen og lod farverne flyde mere frit. Nogle former forsvandt, mens andre blev stående som spor under de nye lag.

De blå og violette toner gav billedet mere dybde. Det gule blev til glimt mellem de mørkere partier - som lys, der stadig mærkes, efter at det stærkeste skær har fortaget sig.

Lyset er stadig til stede.
Som en efterklang.



Pris: 3.000 kr 

Sol - solgt

60 cm x 60 cm, akryl på lærred, der er 3 cm dybt

Startet i lyset på stranden ved Præstø Fjord i sensommeren 2022, færdigmalet i januar 2025.

Pris: 3.400 kr